Hvordan gør folk det? Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det er muligt. Altså ikke at have en ovn, eller for den sags skyld nøjes med en bord-udgave. Jeg er et ovn-menneske.
Og nu bliver det en smule nørdet - i følge af mit indlæg om spekulationer igår. Men jeg har observeret (tænkt for meget..), at der altid er en tilberedningsform, som man sværger til. Sikkert ubevidst.
Jeg er glad for det bagte. Kæresten for det stegte. Nogle er på grillet, kogt, dampet. Well, vi stopper her. Selvom du helt sikkert nu sidder og overvejer hvilken tilberedningstype du er ;)
Men ovnbagt. Den er for de dovne, som ikke gider fedte for meget. Ind i ovnen og så klarer den al arbejdet + minimum af opvask. Genialt!
Og jeg bager vitterlig alt, som jeg kan komme til. Lige pt. er det kikærter, som ofte hygger sig derinde. Gerne sammen med en form for grøntsag. Forleden blev det blomkål. Ej, jeg glæder mig til sommer-udgaverne ankommer.
Hey, et bonus-tip fra ovn-eksperten! Hvis du døjer med at blomkål koger ud, så skal du prøve at bage det i stedet. Buketterne bliver lækre møre - helt uden "mosen" og lugten af "kål" i hele hytten. Jeg siger jer det, ovnen er vejen frem ;)
[yellowbox]BONUS: Kom opskriften på din madplan - hent gratis den ultimative madplan, som frisker ethvert køleskab op [/yellowbox]
Advarsel! Dressingen til salaten er ret stærk. Egentlig var det en rest, som jeg havde stående fra endnu et mexicansk gilde, som jeg har haft gang i - men nøj, den fungerer mægtigt til den her salat og giver et ordentlig spark. Jeg måtte da lige gnide øjenkrogen og gispe efter vejret efter en lidt for gavmild sjat. Den har altså rigtig krudtet op under sig selv, den dressing, mens den har stået på køl.
Den sidste rest er blevet spist til frokost, maven er fuld og jeg har en mission, som meget gerne skal klares i dag. Nyt spisebord. Og stole. Yes, vi sidder endnu på klapstole et år efter vi er flyttet ind. De er stadig 10 centimeter for lave.. Vi kan lige se over bordkanten.
Bagte kikærter og blomkål i quinoa med jalapeno/lime-dressing
Print opskrift Pin opskriftIngredienser
Bagte kikærter og blomkål
- ½ blomkål, delt i små buketter
- 1 dåse kikærter, skyllet og tørret (400 g)
- 2 spsk citronsaft
- 4 spsk olivenolie
- ½ tsk spidskommen
- Groft salt
- Peber
Jalapeno lime dressing
- 1 jalapeno, finthakket
- 1 forårsløg, finthakket
- saft af 1 lime
- 2 spsk olivenolie
Salat
- 1 dl kogt quinoa
- ½ dl pecannødder, grofthakket (eller mandler)
- 2 dl frisk persille
Sådan gør du
Bagte kikærter og blomkål
- Fordel blomkål og kikærter i et jævn lag på en bradepande.
- Kom citronsaft, olivenolie, spidskommen, salt og peber udover og vend det hele sammen.
- Bag det ved 200 grader i ca. 20 minutter til det er gyldent og blomkålet er mørt. Vend det hver 5 minut, så det ikke brænder.
- Tag det ud og afkøl lidt.
Jalapeno lime dressing
- Bland alle ingredienserne til dressingen sammen.
- Blend evt. med en stavblender til en grov dressing.
Salat
- Bland de bagte blomkål og kikærter med quinoa, nødder og persille.
- Server med dressingen.
Bonnie
Hej 😃
Det lyder skønt! Kan jeg bruge perlebyg eller grov bulgur istedet for quinoa?
Vh Bonnie
louiogbearnaisen
Hej Bonnie,
Der kan du sagtens - det lyder super lækkert 🙂
Fortæl os gerne om resultatet.
Julie Nielsen
Jeg ville bare sige tak for den her helt fantastiske opskrift!
Min kæreste og jeg LEVER af den og kunne nærmest spise den i stedet for slik :-D
Elsker at følge din blog, du har så mange gode opskrifter!
Louiogbearnaisen
Tusinde tak Julie for din kommentar og de søde ord :-)
Det er så dejligt at høre, at du kan bruge opskrifterne, og at du følger med på bloggen.
Hav en fatastisk dag!