Du overvejer at investere i et godt kamera. Du har været forbi alle webshops, prismatch-sider og måske hos den smarte sælger i fotobutikken også. Men yrk, det er også en markant investering og hvad med et brugt kamera?
Jump to:
- Derfor skal du købe et brugt kamera
- De kameramærker skal du gå efter
- Det skal medfølge i køb af brugt kamera
- Tjek kameraets shuttercount
- Vurder kameraets stand
- Pris på brugt kamera
- Gratis video-masterclass
- Levering af dit køb
- Undgå hælervarer
- Dine rettigheder når du køber brugt kamera
- Hvor du kan have problemer med brugt kamera
- Nyt kamera vs. brugt kamera
..Hvad nu hvis fotografering slet ikke er dig?
..Hvad nu hvis det faktisk er dig, og du på sigt vil opgradere dit kamera?
..Hvad nu hvis du har et stramt budget, men også har hørt et objektiv er vigtigt?
..Hvad nu hvis..
Fotoudstyr er dyrt, uoverskueligt og det er nemt, at lave et fejlkøb.
Hvad er det nu lige, at du har brug for?
Hvad skal du gå efter som begynder?
Svar:
Køb et brugt kamera.
Derfor skal du købe et brugt kamera
Skulle jeg selv starte ud i dag, ville jeg uden tvivl gå efter et brugt kamera en model eller to ældre end det, som ligger på producentens side.
Langt de fleste kameramærker opgraderer de samme modeller ofte, og derfor vil der ikke være stor forskel på de nyeste kameraer og dem, som blev lanceret tidligere.
Det betyder, at du med fordel kan købe et brugt kamera (modellerne før) og bruge de ekstra penge på et objektiv, kamerastativ, billedredigeringsprogram eller proppe dem tilbage og lune i lommen, til du finder ud af om fotografering er dig.
Men brugt elektronik, er det ikke lidt risky?
Tjoo.. Hvis du ikke får stirret sælger intenst i øjnene og har et par fif med i baghånden.
De kameramærker skal du gå efter
Jeg anbefaler spejlreflekskamera af enten Canon eller Nikon. De har det største udvalg af objektiver i flere prisklasser, udstyr, samt er kompatible med andre objektiver såsom Sigma og Tamron. Herudover så er der et stort markedet, hvilket vil sige at prisen presses mere på de brugte kameraer.
Er du på et mirrorless-kamera, så rydder Sony klart scenen på markedet.
- Gode brugte begynderkameraer Canon: 600D, 650D, 700D, 750D
- Gode brugte begynderkameraer Nikon: D3200, D3300 og D3400 eller D5200, D5300, D5500
Det skal medfølge i køb af brugt kamera
Har du været forbi et par DBA-annoncer på kameraer, så har du helt sikkert oplevet det; sælger har en bunke af sager, som er "bonus".
Well.
Lad os dykke ned i bunken.
Du skal ikke betale ekstra for et standard kitobjektiv (fx. 18-55 mm), så bliver du snydt.
Herudover er beskyttelsesdæksel, batterioplader, kabel til overførsel af billeder, rem til kamera med kameramærke, CD med programmer ikke ekstraudstyr uanset hvad sælger påstår - det er ting, som medfølger ved køb og også skal medfølge ved videresalg.
Okay, CD'er med programmer kan du godt være lidt loose omkring - langt de fleste programmer findes online her i 2018.
GRATIS GUIDE:
FOTOUDSTYR FOR BEGYNDERE
Tjek kameraets shuttercount
Jep, det eneste tekniske ord, du skal have styr på, men det er ret enkelt.
Shutter Count betyder, hvor mange billeder et kamera har taget i sin levetid. Det er det tal, som du altid skal spørge sælger om.
Helt enkelt, så betyder tallet det samme som, hvor mange kilometer en bil har kørt. Jo billigere et kamera, jo færre billeder kan det tage før det bliver slidt.
For et almindeligt spejlreflekskamera ligger det vejledende tal på 50.000 billeder før, at det er ved, at være træt. Ved et professionelt kamera er det 100.000 billeder. Men et kamera kan sagtens tage flere billeder, det er blot standardtal, som kan guide dig om, hvor brugt kameraet er.
Siger sælgeren fx, at det er et nyt, ubrugt kamera og det så har en shuttercount på 45.000 billeder, så skal du måske overveje en anden sælger.
OBS: Det er ikke alle kameraer, som kan vise shuttercount. Her kræver det en software. Så har sælgeren ikke mulighed for at fortælle dig det, så kan det være derfor.
Vurder kameraets stand
Har kameraet været jorden rundt, blevet brugt dagligt i professionelt arbejde eller ligget dybt i en skuffe?
Vær opmærksom på, hvad kameraet er blevet brugt til. Er det blevet brugt på rejser og til professionelt brug vil det oftere være mere slidt og have fået flere knubs, samt samlet støv/snavs.
Tjek det brugte kamera
- Overordnet stand - er kameraet meget ridset, slidt? Det behøver ikke betyde, det er dårligt, men spørg sælger hvorfor og hvad han har brugt det til.
- Hvordan er knapper og hjul på kameraet - fungerer de, glider flydende og sidder fast?
- Tjek skærm og vindue (det du kigger ind i på kameraet) - er der ridser? Ser farverne normale ud?
- Tag objektivet af og kig ind i kameraet - er der ridser, meget støv?
- Tænd kameraet - tænder det forholdvis hurtigt og kan du uden problemer skifte rundt i menuen?
- Tag et par billeder i forskellige tilstande - reagerer kameraet hurtigt? Hvordan ser billederne ud?
- Tjek batteriet - virker det ok? Eller lugter det varmt?
- Hvad med de medfølgende ledninger til overførsel og opladning - er de hele og ikke løse ved sammenslutninger?
- Og lugt så til kameraet! Jep, den er god nok, et godt snif. Brændt elektronik-lugt, så løber du din vej.
Langt de fleste brugte kameraer til salg er i topstand, så 90% af tiden vil du opleve, at der ikke er noget at komme efter. Men tjek altid. Også selvom du synes, du er lidt på udebane.
En fair sælger vil gerne bruge de 5-10 minutter på at hjælpe dig og ...tjene 2000 kroner hjem på sit kamera.
GRATIS GUIDE:
FOTOUDSTYR FOR BEGYNDERE
Pris på brugt kamera
Okay, til det helt væsentlige. Hvad skal du hive op af lommen for kameraet?
Hvis vi tager bil-metaforen igen; Et kamera er ligesom biler. Så snart det er ude af butikken, så har det mistet værdi. Og fordi der hele tiden er nye modeller, så går det lynhurtigt nedad med værdien på et kamera.
De professionelle kameraer til 20.000 kr. holder prisen længere, ligesom dyrere biler. Mens “billige” kameraer hurtigt mister værdi.
De fleste sælger deres brugte kamera for dyrt, så kig dig for.
Min egen tommelfingerregel er, at du ikke betale mere end 50% af købsprisen for et brugt kamera af ældre model.
Så ind på Google, søg på modellen og find prisen på kameraet fra nyt. Sælges det ikke mere, så tjek "anmeldelser af kameraet", her står prisen ofte.
Eksempel på priser
Canon EOS 650D fra 2012 (udgået model, som ikke sælges mere)
Nypris: 5000-5500 kr.
Brugt pris: Max. 2500 kr.
Og forhandl så prisen på det brugte kamera - de fleste vil rigtig gerne af med kameraet inden modellen bliver helt forældet.
Gratis video-masterclass
Sådan vælger du det rigtige fotoudstyr, som begynder
- 1 times tætpakket video-træning, så du kan tage blændende gode billeder med det rigtige fotoudstyr fra start.
Levering af dit køb
Nooo, få aldrig sendt et brugt kamera til dig!
Se og prøv altid kameraet før du køber det. Også selvom det er "ubrugt" i en den originale æske. Se også gerne billederne på en computerskærm inden, at du køber kameraet, for at tjekke for eventuelle fejl/ridser inde i kameraet.
Og så stirrer du selvfølgelig også sælger intensivt i øjnene inden køb - er det 'good vibes'? ;)
Undgå hælervarer
Spørg altid sælger efter en original kvittering og eventuel garanti på kameraet for at sikre, at det ikke er en hælervare, du har købt.
Dine rettigheder når du køber brugt kamera
Handler du med en privatperson, så afhænger dine rettigheder altid af, hvad I har aftalt.
Du har ikke fortrydelsesret medmindre du har aftalt det med sælger.
Til gengæld har du reklamationsret på to år, medmindre igen I har aftalt andet. Men altså er der noget galt med kameraet, kan det være ret svært at fastslå, om det er en mangel efter købeloven, eller om det skyldes almindeligt slid, som du må forvente, når du køber en brugt vare.
At gå videre med sådan en sag bliver noget bøvl, så tjek kameraet inden køb.
Er kameraet yngre end to år, så gælder reklamationsretten, som sælger fik med ved køb, stadig.
Hvor du kan have problemer med brugt kamera
Det hyppigste problem ved et brugt kamera er batteriet, som enten bare er træt eller har været udsat for kulde/ekstrem varme fx. på ferier.
Det medfører ofte at batteriet ikke kan holde strøm eller blive ladet helt op, hvilket du ikke kan tjekke ved køb.
Tjek altid prisen på et nyt batteri inden du køber et brugt kamera, da der kan være væsentlig forskel afhængig af kameramærke og model. Et nyt originalt batteri til fx. Canon 650D koster omkring 150-200 kr., hvor et batteri til Sonys mirrorlesskameraer kan koste 500 kr.
Vurder det i forhold til købsprisen.
Nyt kamera vs. brugt kamera
Er det nemmere, at gå ned i en butik, pege på et kamera og tage dem med under armen?
Ja da!
Kan du spare virkelig mange penge på at gå efter et brugt kamera, som du sagtens kan have et par år eller mere, mens du finder ud af om fotografering er noget for dig?
Oh yeah!
Langt de fleste sælger et kamera fordi de ikke får det brugt eller opgraderer til en nyere eller bedre model. Og langt de fleste passer alt for godt på det kamera, som de måske har betalt 5000 kroner for, da de købte det.
Tjek markedet ud, prøv kameraet af IRL og forhandl prisen.
Det fotoudstyr, du skal bruge som begynder
Hvad er det nu lige, at du har brug for, når du springer ud i fotografering og hvilket gear kan godt vente lidt, til sparegrisen har fået fyldt maven igen?
Den gode nyhed.
Du behøver ikke sælge din højre arm for at kaste dig ud i fotokunsten. Men du slipper nu ikke helt – vil du have den bedste start på din fotografering, så er der lidt ekstra, som du har behov for udover kameraet.
Men det kan være en jungle!
Så jeg har samlet et kit med mine Must-Have Tools til nybegyndere i fotografering. Både gear og software – klik her og hent guiden til fotoudstyr.
GRATIS GUIDE:
FOTOUDSTYR FOR BEGYNDERE
Rikke
Hej Louise
Virkelig god guide, TUSIND TAK!
Jeg ville lige høre hvor gammelt indlægget er?
jeg har nemlig fundet et canon 600D til en god pris, men jeg kan ikke finde ud af om det er for outdatet...
Igen, tak for virkelig spændende læsning!
Louiogbearnaisen
Hej Rikke,
Indlægget er fra 2018. Jeg fotograferede indtil december med mit Canon 60D (10 år gammel model) professionelt, så som sådan bliver det ikke outdated. Der er selvfølgelig features som wifi, touchskræm og video-kvalitet, som de ældre modeller ikke har, men er det ikke vigtigt for dig, så gå efter en ældre model og brug flere penge på objektiver 🙂
Sune
Mega fed guide! Helt perfekt til nybegyndere/førstegangskøbere. Mange tak!
Louiogbearnaisen
Det var så let Sune - dejligt at høre, at du kunne bruge guiden 😊
Bobby Falkenberg
hej mit kameras shutter count er på 4494 er det ikke rimelig godt?
Louiogbearnaisen
Hej Bobby,
Jo da :-) Der er super godt, og har mange tusinde billeder endnu 🙂
God weekend!
Poul Ishøy
Du har så evig ret!
Mvh Poul Ishøy
Louiogbearnaisen
Hej Poul,
Tak for din kommentar - dejligt at høre, at du kunne finde inspiration i blogindlægget :-)
Sig endelig til, hvis du har spørgsmål.
Hav en fortsat dejlig dag :-)
Per
Super god guide!
Louiogbearnaisen
Hej Per,
Tak for din kommentar - så glad for at høre, at du kunne bruge guiden :-)
Hav en fantastisk dag!