Hjemmelavede, lune æbleskiver er en favorit herhjemme og noget som hører december til. Her får du min bedste opskrift på nemme, luftige æbleskiver med kærnemælk, som bare virker hver gang.
Server æbleskiverne med syltetøj, flormelis og gløgg - så er decemberhyggen klaret :)
2. weekend i december og efter en hård uge ude i virkeligheden, hvor der er blevet prædiket sundhed - er det vist til til en omgang gammeldags æbleskiver.
Den hjemmelavede slags, som lige tager lidt tid, men er det hele værd :)
Jeg har faktisk før bragt mormors opskrift her på bloggen, men det er ved at være nogle år siden. Så frem fra arkivet, er æbleskiveopskriften fundet og her får du den. Ved at lave dejen med piskede æggehvider, bliver æbleskiverne lækre, luftige og svampede.
Arhmen,
Der er ikke noget bedre end hjemmelavede æbleskiver med syltetøj og flormelis.
Og så lige et glas god gløgg.
Så er det bare rigtig jul.
Inden jeg kaster mig over mormors gamle æbleskivepande - med rester fra de sidste mange år (det er vigtigt), står den på lidt praktiske gøremål.
En har dog allerede taget hul på hyggen og venter vist bare på, jeg kommer og varmer tæppet.
Der sker om lidt.
Med et helt fad lækkerier af dem her:
Husk at bage rigeligt og fylde fryseren godt op.
Æbleskiverne kan sagtens fryses og smager skønt efter en tur i ovnen.
Så er der til resten af decembers weekender med - æbleskive-sæsonen er kort, det skal udnyttes fuldt ud.
Æbleskiver
DET SKAL DU BRUGE
- 1 æbleskivepande
Ingredienser
- 4 æg
- 1 liter kærnemælk
- 600 g hvedemel
- 1 spsk sukker
- 1 tsk. salt
- 2 tsk. natron
- 1 tsk. vaniljesukker
- ½ tsk. kardemomme
- 1 tsk. revet skal af en økologisk citron, Kan udelades
- Palmin, til at stege i
Sådan gør du
- Del æggene i blommer og hvider.
- Pisk æggeblommerne sammen med kærnemælk.
- Bland hvedemel, sukker, salt, natron, vaniljesukker og kardemomme sammen i en skål.
- Hæld kærnemælk/æggeblommer i de tørre ingredienser, mens du pisker det hele sammen til en jævn dej.
- Pisk æggehviderne til tyk skum (de skal ikke være helt stive).
- Vend ⅓ af æggehviderne i dejen (her behøver du ikke være så forsigtig). Tilsæt resten af æggehviderne til dejen og vend dem forsigtigt i, så du får en luftig dej.
- Dæk skålen til og lad dejen hvile 30 minutter i køleskabet.
- Varm en æbleskivepande op og kom rigeligt med palmin i hvert hul.
- Fordel dejen i hvert hul i panden (op til kanten), lad dem bage 20-30 sekunder til de slipper og vend æbleskiverne hurtig med en strikkepind eller kødnål.
- Tricket er herefter at vende æbleskiverne ofte, så de får en jævn overflade.
- Stik med en kødnål i æbleskiverne for at se om de er færdige - hænger der ikke dej ved, så er de bagt.
- Tænd ovnen på 100 grader og sæt et ildfast fad ind. Kom æbleskiverne ind, efterhånden som de bliver bagt, så forbliver de lune.
- Fortsæt med at bage resten af dejen. Kom en klat fedtstof i hvert hul i panden, hver gang en ny portion dej kommes i.
- Spis æbleskiverne lune med masser af brombærsyltetøj og flormelis
Elsebeth
Jeg lægger boller og æbleskiver i en lagkagebakke, så bevarer de formen. Træk en 19 liters frysepose over. Når de først er frosne, kan man lægge dem over i en frysepose. Putter man de nybagte direkte i en frysepose, ender de med at få alle mulige og umulige former, fordi de bliver klemt.