Nogle opskrifter når aldrig ud af notesbogen, google doc-dokumentet eller det fedtede lap papir, den blev kradset ned på.
Og billederne til dem, de ligger hengemt hen i en støvet mappe på harddisken.
Det er ofte tests.
Til bloggen, til kunde-projekter.
Men der kom noget bedre indenom og de blev nummer 2. Valgt fra - og ser aldrig dagen lys igen.
Det er lidt ærgerligt, for der er intet galt med opskrifterne.
De blev bare overhalet.
Så.
Jeg har tømt gemmerne, sorteret og hevet de bedste opskrifter frem.
Du får dem her i juli.
Sammen med test-billederne.
Vi starter ud med en klassisker; Græsk salat.
Den skulle have været side-dish til den græske menu med farsbrød, kartofler og tzatziki tidligere på året. Ork, den menu var ren fest - jeg susede gennem april med konstant hvidløgsånde.
[yellowbox]BONUS: Kom opskriften på din madplan - hent gratis den ultimative madplan, som frisker ethvert køleskab op [/yellowbox]
Nå.
Den græske salat passede ikke ind i billedet.
Jep, hende Louise, som tager dem, hun er lidt besværlig ;-)
Men nu med vores nye juli-aftale, så får du den.
Direkte fra gemmerne.
Den græske salat er nem, hurtig og du bestemmer selv om du du saucer den ind i feta (som mig) eller bruge store chunks.
Ingredienser
- 1-2 agurker
- 500 g tomater, din favorit
- 2 forårsløg, eller rødløg, hvis du er til dem
- 2 avocadoer
- 200 g feta
- Evt. 1 dl oliven
Dressing
- 4 spsk olivenolie
- 4 spsk rødvinseddike, eller æble-, hvidvinseddike
- 1 tsk sukker
- 2 tsk oregano
- Salt/peber
Sådan gør du
- Skræl med en tyndskræller skrællen af agurken i striber.
- Halver agurken og skrab kernerne ud med en teske. Skær agurken i skiver.
- Del tomaterne i halve eller kvarte afhængig af størrelsen.
- Snit forårsløgene fint.
- Skær avocadoerne i mundrette tern.
- Bland agurk, tomat, forårsløg og avocado i en skål.
- Bland alle ingredienserne til dressingen sammen og pisk den godt. Smag til.
- Fordel dressingen ud over salaten og vend forsigtigt rundt.
- Top med feta brækket i stykker.
Noter
Skriv en kommentar