Lakserouladen!
Den er altid en sikker vinder.
Og det var da også den, som smed mig godt ind i det nye år - i selskab med islagkage, bobler og lunt pelsdyr i sofaen.
Ingen udskejelser herfra - som vi bedst fejrer nytåret.
Hvad med dig?
Rejecocktail? Tunmousse? Lakseroulade - hvilken forret kørte du til nytåret?
Jeg var egentlig først ude i velvoksen appetizer, den her hummus med grissinis eller de hippe agurkeruller med laks.
Og så springe let og elegant direkte til hovedretten.
Den plan blev skippet.
Forret - og så direkte til dessert.
Sådan en lakseroulade vælter alt andet af pinden ;-)
Lakseroulade 101
- Blandet salat? Altså du kan køre en klassisk iceberg, men sådan en pose blandet grønt dur bare godt. Især hvis du kan finde en, hvor der er kastet lidt bitre salater i også.
- Hvor er spinaten? Well, kan du ikke undvære den i rouladen, så kan du vælge at tø et par kugler frossen spinat op, hakke og blande i fyldet.
- Rød dressing til lakserouladen, siger du? Den finder du under opskriften.
- Tilbehør? Tjaa, helt klassisk; så kør salat, dressing og godt brød. Skal det være lidt anderledes, så er en spidskålssalat med rugbrødscroutoner et hit til lakserouladen. En skefuld rejer og måske kaviar, hvis du rigtig flotter dig.
- Kan rouladen fryses? Ja da! Men er den gennemfrossen, så tag den ud 1 times tid før servering - ellers bliver det noget pangel at få skåret den pænt og noget af en kold omgang for gæsterne.
- Tip: Skift den almindelig flødeost ud med grøn pikant eller en udgave med peberod for endnu mere smag.
Lakseroulade
Lækker og nem forret, som kan laves i god tid.
Print opskrift
Pin opskrift
Antal: 4 pers.
Ingredienser
Lakseroulade
- 300 g røget laks
- 150 g flødeost
- 4 spsk cremefraiche, 18%
- 2 spsk citronsaft
- 1 dl frisk dild
- Salt
- Peber
- Evt. 1 tsk peberod, friskrevet
Dressing
- 3 dl cremefraiche, 18%
- 4 spsk citronsaft
- ½ dl frisk dild
- Salt
- Peber
Tilbehør
- 4-6 dl Salat, gerne blandet
- 2 spsk olivenolie
- 2 spsk hvidvinseddike
- 1 nip sukker
- Salt/peber
- Brød , eller ristet rugbrød
- Frisk dild
Opskriften fortsætter efter annoncen
Sådan gør du
Lakseroulade
- Læg et stykke madfilm ud på køkkenbordet.
- Læg laksestykkerne i ét aflangt lag på filmen ca. 35 cm x 15 cm. Jo bredere, jo større skiver. Lad laksestykkerne overlappe lidt, så der ingen huller er.
- Rør flødeost, cremefraiche, citronsaft, dild og evt. peberod sammen. Smag til med salt og peber.
- Fordel fyldet på lakseskiverne. Lad 1 cm være fri i kanten, så du nemmere kan rulle rouladen sammen.
- Tag fat i madfilmen og rul laksefirkanten sammen på den lange led. Rul den stramt, så du får en roulade uden lufthuller.
- Pak rouladen ind i endnu et lag madfilm. Læg den i fryseren i 1-2 timer eller i køleskabet til dagen efter.
Dressing
- Rør alle ingredienserne sammen til dressingen og smag til.
Servering
- Rør olivenolie, eddike, sukker, salt og peber sammen til en dressing. Smag til. Vend salaten med dressingen og fordel på tallerkener.
- Skær rouladen i 1-2 cm tykke skiver. Fordel dem oven på salaten.
- Top med frisk dild og server med brød og dressing.
Noter
Lakserouladen kan fryses.
Del din mad med mig på InstagramTag @louiogbearnaisen - det bedste er at se en opskrift blive brugt af dig :-)
Rød dressing til laks og rejer
Lækker dressing til lakseroulade, rejecocktails eller stjerneskud.
Print opskrift
Pin opskrift
Ingredienser
- 1 dl cremefraiche 18%
- 4 spsk piskefløde
- 1 spsk citronsaft
- 1 spsk tomatpure
- 1 spsk ketchup
- 1 spsk worcestershiresauce
- 2-3 dråber tabasco
- ½ tsk paprika
- 1 nip sukker
- salt/peber
Opskriften fortsætter efter annoncen
Sådan gør du
- Rør alle ingredienserne sammen og smag til.
- Kom dressingen i køleskabet og lad den trække min. 30 minutter inden servering.
- Husk at smage til inden servering.
Del din mad med mig på InstagramTag @louiogbearnaisen - det bedste er at se en opskrift blive brugt af dig :-)
Skriv en kommentar