Quinoasalat smager fantastisk - server din quinoa salat med fladbrød, yoghurtdip og krydret kylling og du har en nem og lækker middag. Få opskriften her:
Her midt mellem tarteletter og sildemadder napper vi lige den her sag.
Jeg kalder den marokkansk quinoasalat.
Fordi alt med "marokkansk" foran lyder liiige lidt bedre.
Det samme skete her: Marokkansk salat med quinoa, gulerødder og kikærter
..
Quinoaen er stadig rød.
Men der er krudtet op for frugt.
Og sammen med nybagte fladbrød, yoghurt dip og krydret kylling, så suser den quinoasalat her direkte forbi den tidligere version.
Arh, den var nu også meget god.
Marokko kan noget ;-)
Ligeledes kan quinoa.
Den er lidt sjov. Nogle vil sige, den smager fantastisk.
Det er løgn.
Den smager ikke rigtig af noget, Men den mætter, er ret pæn og det bedste af alt; den hænger vældig godt ved de andre råvarer.
Suger sig fast til citrusfrugter, abrikoser, granatæbler, persille og pinjekerner - alt hvad du blander den med af gode sager.
Det er smart.
[yellowbox]BONUS: Kom opskriften på din madplan - hent gratis den ultimative madplan, som frisker ethvert køleskab op [/yellowbox]
Knap så meget, at quinoaen så også lister sig ind i alle hulrum i gebisset.
Jep, tjek lige op:
Har du flere af de tandstikker i tasken, du huggede fra den lurvede restaurant?
Den her quinoasalat på madpakken - det kan gå helt galt når du efterfølgende:
- sidder til møde og skraldgriner over kundens jokes
- fremlægger studieprojekt for 250 mennesker i auditoriet
- prøver at overbevise kvinden om, at den rockerdyre badedragt snildt hiver 25 kg af
Du gider det ikke.
Tjek op på tandstikken.
Og biks en ordentlig spandfuld quinoasalat med granatæble, abrikoser og citrusfrugter sammen.
Sammen med de bløde fladbrød, dip og kylling, så er venindemiddagen klaret, hvis du har sådan en på bedding i feriedagene.
Quinoasalat med granatæble, abrikoser og citrusfrugter
Ingredienser
Salat
- 2,5 dl kogt og afkølet quinoa, ca. 200 g rå quinoa (her rød)
- ½ agurk
- 100 g tørrede abrikoser
- 1 granatæble, ca. 1,5 dl kerner
- 1 appelsin
- 1 grapefrugt
- 2 dl friskhakket persille
- 50 g pinjekerner
Dressing
- ½ citron
- 4 spsk olivenolie
- ½ tsk honning
- Salt/peber
Sådan gør du
Salat
- Del agurken på langs og skrab med en teske midten ud. Skær agurken i små tern.
- Befri granatæblekerner fra granatæblet.
- Klip abrikoserne i tynde strimler på langs.
- Skær skrællen af appelsin og grapefrugt. Skær forsigtigt ned i frugterne, så du får fine fileter af appelsin og grape. Pres den overskydende saft fra frugterne i en skål og gem.
- Rist pinjekerner gyldne på en tør pande - ca. 1 minut. Hold øje, de brænder lynhurtigt på.
- Bland quinoa, agurk, granatæblekerner, abrikoser, appelsin, grape og friskhakket persille sammen i en stor skål. Hæld saften fra appelsin og grape udover.
Dressing
- Pisk saft fra ½ citron, olivenolie, honning, salt og peber sammen.
- Vend dressing med salaten.
Servering
- Top med de ristede pinjekerner. Server med krydret kylling, fladbrød og yoghurtdip.
Noter
Enten napper du en pose færdige fladbrød, stikker ned til din arabiske pusher på hjørnet eller klarer sagen selv.
Yes.
Fladbrød, de er ret nemme at bage selv.
Jeg var ude i en naanbrødsversion.
Du ved, godt med smør.
Naah.
Så svingede en olie-version sig ind.
Nææh.
For så at ende med en ufedtet udgave.
Helt simple, top lækre. Kør dem i portionsstørrelse, som her eller bag store fladbrød, fyld dem op og rul sammen.
Find opskriften på nemme, fedtfattige fladbrød her
MADFOTOGRAFERING OG FOODSTYLING
Alle billederne er fotograferet med Canon EOS 60D på Manfrotto-tripod, fotograferet i Raw og efterbehandlet i Adobe Lightroom.
BONUS: Gratis video-træning i foodstyling
BILLEDE 1: Quinoasalat + fladbrød + dip
Objektiv: Canon EF 28 mm f/1.8 | ISO: 160| Lukketid: 1/15 sec. | Blænde: f/6.7
Lys: Skråt sidelys. Motiv ca. 1 meter fra vindue - reflektor på modsatte side.
Teknik: En lille blænde, så alle elementer står skarpt og der er dybde i billedet.
Pernille
Jeg kunne super godt tænke mig en vegetar kategori - både her og i app'en!
Louiogbearnaisen
Hej Pernille,
Tak for din kommentar og feedback.
Det lyder som en rigtig god ide! Den sætter jeg på listen til sommer-opdateringer på bloggen :-)
Hav en skøn dag!