Små marengskager fyldt med mascarponecreme og friske bær er en nem og hurtig dessert, som kan laves i god tid.
En sommerbakser af de helt gode.
Marengs, frisk creme og sommerbær. Jeg tænker, det må være et must at starte post-sommerferien op med.
Lige en "jeg er tilbage og så klar"-godte.
Eller plaster på sommerferie, som forsvandt for hurtig.
Uanset hvad, så er der ultranemme marengskager, som klarer de hele. Ekstra gode, hvis du kan spankulere ud i haven med et smørret smil og hive til dig af bær og frugter.
Der er jeg ikke i år.
Men, men..
Kirsebær! På magiskvis er der dukket kirsebærtræer op på Eddie, du ved den sorte slyngel, og min daglige gåtur.
4 år har vi gået den tur. For 8 dage siden var der pludselig kirsebær på træerne(!).
Og vi har gumlet løs. Pitstop ved hvert træ. Nogle vander, andre er endelig ret tilfreds med de ekstra centimeter i højden og lange fingre ;-)
Til nu.
"Jeg kravler da bare lige op. Nemt.".
Hvordan den plan gik springer vi let og elegant over..
Så frem for lækre kirsebær på desserten her, så kastede jeg en halv formue efter de gule ribs i gårdbutikken.
De er jo pæne.
Og smager lige præcis, som de røde.
Syrlige, sure og geniale oven på en sprød, sød marengsbund og frisk mascarponecreme.
Perfekt til at fejre, at vi er så klar igen. Tilbage og klar på pinden til en tætpakket sensommer og sidste halvår.
Marengskager 101
- Skal marengskagerne blive brune? Nope, de skal helst ikke tage for meget farve. De vil i de fleste almindelige ovne ikke blive kridhvide, men de skal ikke blive gyldne, så er det ned med ovntemperaturen.
- Kan mascarponeost udskiftes? Well, en klassisk råcreme er altid god eller en flødeis vil heller ikke være dum.
- Kan man tilsætte smag til marengsen? Det kan du, men vær påpasselig. Fedtstof fra fx. citronskal kan gøre at din marengsmasse ikke vil stivne eller blive luftig.
- Ribs er så sure! Er du ikke på ribsholdet, så napper du bare dit favoritbær eller frugt. Hindbær, jordbær, solbær, brombær, ferskner eller passionsfrugt. You name it.
- Kan de laves på forhånd? Marengsbundene kan sagtens bages om morgenen og ligeledes kan creme piskes sammen på forhånd. Men saml først marengskagerne når de skal serveres.
- Opbevaring? Opbevar marengsbundene i en lufttæt beholder. De vil blive mere seje og miste sprødheden de efterfølgende dage.
Marengs guide
Min marengs revner?
- Revner din marengsbunde kan de skyldes, at du lige skulle lure i ovnen og kom til at åbne den. Det samme kan ske, hvis dit køkken er meget koldt og du hiver de varme marengs ud. Giv dem eventuelt lidt kortere tid, sluk for ovnen og lad dem køle lidt af derinde. Temperaturforskelle er det hyppigste årsag til revner.
- Bager din ovn hårdt, kan marengsbunden også nemt revne. Sæt eventuelt grader 15% ned.
- Har du sat fuld speed på piskeren, fordi det bare skulle gå stærkt med de marengsbunde, så kan det også få dine marengs til at revne.
Min marengsmasse bliver ikke stiv/fast? Min marengsmasse bliver ikke luftig?
- Æggehvider er ret sarte, så har din skål eller piskeris ikke været 100% rene, så gider æggehviderne ingenting.
- Komme du til at tilsætte sukkeret for hurtigt, så når æggehviderne ikke at absorbere det og marengsmassen kan ikke blive luftig/stiv.
- Dine æg har været for kolde - de skal have stuetemperatur.
- Dine æg har ikke været friske nok. Jo ældre æg, jo tyndere bliver proteinerne i æggehviden og de har svært ved at holde på luften.
Mine marengsbunde væsker i ovnen?
- Sukkeret er ikke blevet opløst nok i din marengsmasse under piskning, så det bliver til sirup og løber ud under bagningen.
Mine marengsbunde bliver knastørre og ikke bløde i midten?
- Tilsæt ½ tsk eddike til massen når sukkeret er opløst.
Læs også: Roulade med rabarberkompot og marengs
Marengskager med creme og bær
Ingredienser
Marengsbunde
- 4 æggehvider
- 200 g sukker
- 1 tsk. majsstivelse
- 1 knsp. salt
Mascarponecreme
- 250 mascarpone
- 2 dl piskefløde
- 2 tsk vaniljesukker
- 2 spsk citronsaft
Top
- 200 g ribs, (hindbær, jordbær, solbær, brombær..)
Sådan gør du
- Pisk æggehvider stive med en håndmikser eller i en røremaskine. Tilsæt sukker lidt ad gangen, til marengsen er helt sej og blank - pisk ved medium hastighed. Sigt majsstivelse i og vend det og salt i marengsen med en dejskraber.
- Sæt 10 små marengsbunde på en bageplade beklædt med bagepapir. Du kan også komme marengsmassen i en sprøjteposte og sprøjte marengsbundene ud, eventuelt med en tyl. Lav herefter en lille fordybning i midten af hver marengs med bagsiden af en spiseske.
- Bag marengskagerne i ovnen i ca. 30-40 minutter ved 110 grader (alm. ovn) til de er "tørre". Tag dem ud og lad dem afkøle helt på en bagerist.
- Kom mascarpone, piskefløde, vaniljesukker og citronsaft i en skål. Pisk det sammen til en luftig creme. Smag til med ekstra vaniljesukker, citronsaft og eventuelt friskrevet citronskal.
- Fordel 2-3 spsk mascarponecreme på de afkølede marengsbunde. Top med friske ribs eller andre bær og server straks.
Noter
MADFOTOGRAFERING OG FOODSTYLING
Billederne er fotograferet med Canon EOS 5D Mark IV på C-stand, fotograferet i raw og efterbehandlet i Adobe Lightroom.
Se mere: Video: 4 genveje til bedre madbilleder
Billede med marengskager
-
- Objektiv: Objektiv: Canon EF 50 mm f/1.8
- Indstillinger: ISO: 160 | Lukketid: 1/200 sec. | Blænde: f/6.3
- Lys: Speedlight + 150 cm softbox
Skriv en kommentar