Hurra! 1. juli, så er det rigtig sommer. Det skal fejres og selvfølgelig med en kage. Måske ikke det mest sommerlige, men ganske god, mens vi venter på strandvejr (;
Det er faktisk lidt snyd, for jeg bagte brownien her for en uges tid siden, da jeg bagte brownie med popcorn.
Halvdelen af dejen røg til popcorn, den anden sjat blev pakket ind i saltstænger.
Og så tænker du måske, at det lyder lidt specielt... Men hold nu op, det er genialt. Saltede kiks og chokolade er og bliver et hit. Tænk bare på den gamle kiksekage. Nu i opdateret version.
Jeg fortrød faktisk lidt, at jeg ikke havde lavet en lagvis brownie med saltstang-lag imellem. Men det kan du jo så gøre (:
[yellowbox]BONUS: Den ultimative kageguide, så du får en perfekt kage - hver gang Klik her og hent den gratis kageguide [/yellowbox]
Idag står også på en smule bagning. Hvad det ender med, dukker op senere på ugen (:
Og så skal jeg have luftet tøj, for det er smurt ind i bål... Hvis du følger bloggens facebook-side ved du, at jeg brugte weekenden i selskab med soldater, krudt og kanoner. Det sætter sine lugtende spor! Men giver fine billeder, så "on the road" er vist tilbage på plakaten aka. bloggen imorgen. Så se med (:
Ingredienser
- 125 g smør
- 125 g mørk chokolade, 56%
- 2 æg
- 130 g sukker
- 100 g hvedemel
- 3 spsk god kakao
- ½ tsk bagepulver
- Saltstænger
Sådan gør du
- Smelt smør og chokolade ved svag varme.
- Pisk æg og sukker sammen til en jævn masse. Det skal ikke piskes for luftigt.
- Bland det smeltede smør/chokolade i.
- I anden skål blandes hvedemel, bagepulver og kakao.
- Sigt melblandingen i dejen og vend det sammen.
- Hæld dejen ud i en smurt, lille bradepande.
- Læg saltstænger i et mønster eller dæk hele toppen med dem.
- Bag brownien ved 170 grader i ca. 25-30 minutter.
- Tjek med en tændstik, der skal hænge dej ved. Brownien må IKKE blive gennembagt.
- Tag brownien ud og lad den afkøle. Kom den gerne i køleskabet, så den kan sætte sig inden servering.
Karen
Hvor ser den lækker ud!
Hvis jeg gerne vil bare en hel/'normal' bradepande, er det så nok at lave dobbeltportion?
Kristine
Sikke en skæg kombi, men det lyder ekstremt lækkert. Jeg er sikker på, at jeg snildt kunne lokkes :D UHHHM!