Hver evig eneste gang der kommer en opskrift på brownies på bloggen, så erklærer jeg at det er den bedste udgave jeg nogensinde har bagt. Og den her gang er ingen undtagelse.
Det her er de bedste brownies jeg har bagt!
Saftige. Søde. Bitre. Saltede. Knasende.
De her brownies har det hele.
Efter en uge med fuld fart på så er det lige præcis, hvad der er brug for ved siden af min fredagskaffe her klokken 15.
Jep, det er en fast begivenhed hver uge, tradition. Fredagskage og fredagskaffe kl. 15. Bedste tid på hele ugen.
Og i dag er fredagen altså ekstra god i selskab med de her browniebidder.
Forestil dig lige hvor svært det har været, at have dem stående i køleskabet siden i går! De larmer altså noget så frygteligt, sådan nogle brownies. Lokker!
Arh okay, jeg måtte da også kapitulere sent i går aftes. Jeg indrømmer det. Larmen ude fra køleskabet blev simpelthen for overdøvende. Jeg kunne overhovedet ikke få ørenlyd til at arbejde på foodstylingskurset, jeg netop planlægger, for råbende brownies, knurrende mave og raslende søde tænder.
De blev godkendt. Og der blev nogenlunde stille ;)
[yellowbox]BONUS: Den ultimative kageguide, så du får en perfekt kage - hver gang Klik her og hent den gratis kageguide [/yellowbox]
Jeg er altid lidt spændt, når jeg bager brownies. Det burde være så nemt, men i min verden er brownies noget af det allersværeste at bage.
Har vi ikke alle været der? Tørre brownies, halvbagte brownies, kasserede opskrifter og general brownie-frustration?
Vi taler højst 7 ingredienser, som bare skal røres sammen. Og alligevel er det en kunst, en livslang øvelse at bage den helt perfekte brownie. Du ved, den der hvor englene kommer med truthorn og skønsang. Jeg vil strække mig så langt til, at mene det er en snært af meningen med livet; Pragtfulde brownies!
Jeg har samlet mine 8 bedste tips til perfekte brownies i en gratis guide til dig. Bare hvis du også synes, at det med brownies kan være lidt frustrerende. Livet er alt, alt for kort til dårlige brownies.
Ingredienser
Brownie
- 175 g smør, stuetemperatur
- 125 g sukker
- 50 g brun farin eller muscovadosukker
- ¼ tsk salt
- 30 g kakao
- 65 g sirup
- 3 æg
- 100 g hvedemel
Ganache
- 2 dl fløde
- 0,5 dl sirup
- 200 g chokolade, 60%
- Pistacienødder, hakkede
- Flagesalt
Sådan gør du
- Pisk smør, sukker og farin lyst og luftigt.
- Tilsæt salt, kakao og sirup og pisk det i dejen.
- Tilsæt æggene et af gangen og pisk godt mellem hvert.
- Vend til sidst hvedemelet i dejen - rør kun lige til dejen er samlet.
- Kom dejen i en bageform (20x20 cm) og bag den ved 175 grader i ca. 20 minutter. Hold godt øje med kagen, den må ikke blive tør!
- Tag den ud og lad den afkøle helt inden glasuren kommes på og du skærer brownies ud.
ganache
- Kom fløde og sirup i en lille gryde og varm det op til lige under kogepunktet.
- Hak chokoladen fint. Hæld lidt af den varme fløde ud over chokoladen rør det godt sammen. Gentag med mere fløde indtil al chokoladen er smeltet og ganachen er blank. Det tager lidt tid.
- Kom ganachen på køl indtil den tykner.
- Smør/hæld den ud over brownien, drys med pistacienødder og flagesalg.
- Skær brownien ud i små bidder.
Nadja
Øv! Min masse skildte da jeg piskede æggene i (1 ad gangen), hvad kan være gået galt?
Louiogbearnaisen
Øv, det er så træls, når det bare ikke vil lykkedes!
Du kan evt. tilsætte 1 spsk hvedemel sammen med hvert æg, når du pisker det i, så undgår du nemlig, at dejen skiller.
Thea
Hejsa. Jeg har tænkt mig at lave disse lækre brownies på fredag. Men jeg vil bare lige høre dig, om det er muligt at bage dem som muffins og ikke i en bradepande. Så er det nemlig noget lettere at skulle transportere med.
Louiogbearnaisen
Hej Thea,
Det kan du godt, men jeg tænker, du skal gå efter små muffinsforme, ellers kan det blive nogle meget tunge muffins. Og så hold godt øje med bagetiden, som nok skal sættes lidt ned, så du ikke får tørre brownies.
Prøv det ad og lad os høre om resultatet - god bagelyst 😀
Marianne Henriksen
Hej
Kan ganachen også laves dagen i forvejen? Ville være skønt hvis det hele kan laves i forvejen og helst dagen inden :)
Louiogbearnaisen
Hej Marianne,
Tak for dit spørgsmål.
Faktisk bliver disse brownies endnu bedre, hvis de får lov til at "hvile" en dag i køleskabet, inden de serveres. Så det gør du bare :-)
Lad mig endelig høre om resultatet.
Hav en skøn fredag og god weekend!
Sarah
Hej Louise
Smeter du smør inden du pisker, eller skal det blot være stuetemp?
Louiogbearnaisen
Hej Sarah,
Tak for dit meget relevante spørgsmål :-)
Smøren skal blot have stuetemperatur, når den piskes i.
Sig endelig til hvis du har flere spørgsmål.
Hav en fantastisk dag.
Pia
Har du brugt saltede pistagenødder?
Loui&bearnaisen
Hej Pia
Ja, jeg brugte saltede pistacienødder, da det er ret lækkert til chokolade.
Men usaltede kan også sagtens bruges.
Anne-Cathrine
Hej Louise
Kan man bage brownie dagen før den skal serveres og så smøre ganache på lige inden servering?
mvh
Anne-Cathrine
Loui&bearnaisen
Hej Anne-Cathrine
Jep, så bliver den faktisk allerbedst, hvis den lige får lov at tage et hvil til dagen efter - meget gerne i køleskabet :)
Matilde
Jeg er efterhånden kommet frem til, at min brownie bliver allerbedst hvis den bages i almindelig ovn og ikke varmluft - og så gør en tur i fryseren den altså ikke ringere ;-)
God weekend....
mvh Matilde