Det er faktisk muligt at lave en sommerkage uden bær - man skulle ikke tro, at det var muligt, men den er skam god nok. Og endda i samme friske grad, som bær kan præstere. Okay, fløde, æg og sukker hiver måske lige friskheden en tak ned ad, men nu er det jo også kage vi taler om. En mægtig god en af slagsen.
Jeg tænker den lidt som en moderne udgave af rouladen. Ikke at der er noget som helst galt med den traditionelle, overhovedet, jeg er pjattet med den - nogle gange skal der bare lidt nyt til og den her marengs roulade præsenterer sig ret godt på moderne marmorfade, hvid riflet Royal eller rustikke træplader. I ved, det boligmoden dikterer i de her år.
Min roulade kom ikke længere end bagepapiret. Vi er lidt i stilstand herhjemme, har været det hele ugen. Hundesnuden skranter, vi ved ikke helt om vi er købt eller solgt. Så mens vi venter, håber og praktiserer bekymring nok til en hel børneflok, så er spændende mad (altså noget andet end rugbrød..), samt dyb søvn en by i Rusland.
Men med weekend og en smule mere overskud (både på vores og den bettes vegne) er det da blevet til noget mere interessant end rugbrød med en spegedreng - ex. den her citron marengs roulade. Lidt selvforkælelse trængte vi til, den søde tand var begyndt at rykke på sig ;)
[yellowbox]BONUS: Den ultimative kageguide, så du får en perfekt kage - hver gang Klik her og hent den gratis kageguide [/yellowbox]
Og den her roulade kan laves i et snuptag! Seriøst, muligvis ligner den en halv million, men den er nemmere end nem.
Jeg skulle selvfølgelig spille smart og lave min lemon curd selv, men du kan sagtens købe et sådan glas i de større supermarkeder. Bare sørg for at lemon curd'en er pænt syrlig, den skal helst kradse lidt.
Er du ikke på citron, men har kilovis af sommerbær liggende - well, så kan vi da godt aftale du bruger dem i en kompot og så i kagen. Uh, ribs, solbær eller stikkelsbær, måske brombær når de lige snart er klar - det vil være forrygende godt :)
Trods vores søde tænder var i underskud, så kunne vi alligevel ikke klemme hele rouladen ned over en kam. Så selvom jeg på den strengeste ikke anbefaler at gemme rouladen i køleskabet, da marengs i stedet for sprød bliver sej, så har jeg selv gjort det. Jeg kan ret godt lige den sej..
..Især til en kop kaffe her til aftenkaffen, mens jeg får catchet up på mit seneste serie-crush og kløet patienten bag øret :)
Ingredienser
Dej
- 5 æggehvider
- 275 g sukker
- 75 g mandelflager
Fyld
- 4-5 spsk lemon curd, eller anden syrlig marmelade
- 200 g mascarpone
- 3 dl piskefløde
- 1 tsk vaniljeestrakt
- Revet citronskal
Top
- Flormelis
Sådan gør du
- Pisk æggehviderne hvide og stive.
- Tilsæt 1 spsk sukker ad gangen og pisk godt mellem hver, så sukkeret opløses.
- Pisk marengsen godt igennem.
- Beklæd en bageplade med bagepapir. Smør marengsen ud i et jævnt lag i en rektangel på 25x35 cm. Drys med mandelflager.
- Bag ved 180 grader i 10 minutter og skru herefter ned på 140 grader. Bag videre i ca. 15 minutter til marengsen er gylden og fast.
- Tag bunden ud og lad den afkøle lidt. Læg et skærebræt eller en bageplade med bagepapir på toppen, vip bunden rundt på dette, så siden med mandelflagerne ligger nederst. Træk forsigtigt bagepapiret af bunden og lad den afkøle helt.
Fyld
- Pisk mascarpone, fløde og vanilje sammen til en tyk skum. Smag til med revet citronskal.
- Smør lemon curd i et jævnt lag på den afkølede rouladebund og fordel dernæst flødeskummet ovenpå.
- Rul forsigtet rouladen på den korte led ved hjælp af bagepapiret.
- Sigt flormelis over rouladen og server straks.
Elsebeth Hansen
Tusind tak for en fantastisk dessert eller til kaffebordet!
Jeg har dog fundet ud af - efter mange vellykkede bagninger - at det er rigtig godt at smøre den kolde marengsbund med et lag smeltet chokolade inden påførelse af cremen, så bliver marengsen ikke spor sej!
Vh Farmor
Loui&bearnaisen
Hej Elsebeth
Tusinde tak - hvor er det det bare dejligt at høre, du kan bruge opskriften :)
Og lækkert tip med smeltet chokolade, det må prøves!
Mange hilsner
Louise
Julie
Det var en klar succes! Og rigtig nok kunne man godt rulle den nogle timer efter den var bagt. Gud hvor smager det godt. 😋
Dog kæmpede jeg med at få bare nogenlunde flotte skiver ud af den. Jeg skar den med det samme efter at have samlet den, men det var som om at marengsen blev sej i midten og ikke ville skæres nemt over.
Sker det også for dig?
Min merengsbund blev ca 1-1 1/2 cm tyk efter bagning.
Vh Julie
Louiogbearnaisen
Hej Julie
Så dejligt at høre, at den blev rigtig god :-)
Ang. skæring, så ved jeg sørme ikke hvorfor. Der må jeg blive dig svar skyldig. Altså skiverne bliver ikke skarpe, som på en "rigtig roulade", da den her er mere porøs og blød, men den skulle gerne sagtens kunne skæres igennem.
Julie
Hej Louise
Hvis jeg laver bunden nogle timer inden jeg skal samle den, bliver den så ikke for hård til at rulle? Hvordan undgår jeg dette.
Jeg vil nemlig gerne være forberedt så jeg ikke skal smutte for længe fra gæsterne 🙂
PS tak for alle dine fantastiske opslag gennem årene. Jeg ved at jeg altid trygt kan bruge dine opskrifter.
Louiogbearnaisen
Hej Julie,
Nej, du kan sagtens lave den flere timer før uden problemer 🙂
Tusinde tak, det er bare dejligt at høre og betyder rigtig meget.
God bagelyst!
Margit Kjølby
Jeg bagte rouladen her i weekenden til familiebesøg - og det er seriøst den bedste kage/dessert, jeg nogensinde har smagt - og det sagde vore gæster også.
Er aldrig blevet rost så meget for noget bagværk. Det søde og det syrlige - det bløde og det sprøde - helt perfekt match.
Jeg er så meget fan og skal helt sikkert lave den igen.
Tusind tak.
Louiogbearnaisen
Hej Margit,
Tusinde tak for din kommentar!
Hvor er det dejligt at høre, at den var et hit ☺️👍
Hav en fantastisk dag!
Lotte
Fantastisk roulade. Jeg lavede den til vores coronabegrænsede påsketamtam I dag, og den blev virkelig god. Den kommer jeg til at lave igen en anden dag. Mange tak for opskriften.
Loui&bearnaisen
Hej Lotte
Tusinde tak, hvor er det dejligt at høre den kunne bruges :)
Mange hilsner
Louise
Madahlv
Hej kan kagen sættes på køl eller skal den serveres med det samme? Kom Nemlig til at samle den for tidligt 🙈🤦🏻♀️
Louiogbearnaisen
Hej Madahlv,
Ved ikke om du stadig kan bruge mit svar eller om det kommer for sent, men her kommer det i hvert fald:
Det bedste er at servere rouladen, så snart den er samlet, da den ellers godt kan blive lidt blød, også selvom den kommer på køl.
Kom du den på køl? Del meget gerne resultatet med os :-)
Hav en fortsat skøn dag!
Hanne Havmand
Hej
Kan det passe at bunden bliver omkring 3-4 cm høj? Jeg tror, den bliver lidt svær at rulle.. Nå, nu er den i gang i ovnen og det dufter fantastisk! Lemoncurd er simpelthen himmelsk..
Mvh. Hanne
Louiogbearnaisen
Wow, din hæver!
Min bliver omkring 1-2 cm, men se om den ikke falder lidt sammen, når du tager den ud af ovnen :-)
Håber resultatet bliver lækkert :-)
Jannie
Jeg tænker at lave rouladen som dessert for gæster til en indisk menu med bl.a. Tikka chicken Masala som hovedret. Tænker det syrlige lemoncurd måske matcher godt hertil. Hvad tænker du? Tror du også det vil gå godt i spænd? eller er det helt skudt ved siden af?
Derudover må jeg lige høre dig, om fløden skal piskes til skum, inden den blandes med mascarpone? og kan denne creme blandes i god tid, og blot stå på køl til det skal smøres på marengesbunden og anrettes?
Venlig hilsen Jannie
Louiogbearnaisen
Hej Jannie,
Tak for din kommentar og spørgsmål til opskriften.
Det synes jeg da lyder super lækkert og som en god smagskombination, så go for it :-)
Ang. selve opskriften, så kommer du bare mascarpone, fløde og vanilje i en skål og pisker det til skum. Den kan godt blandes på forhånd, men vær opmærksom på, at den godt kan miste lidt luftighed.
Lad os endelig høre om resultatet i en kommentar på bloggen og håber at gæsterne kan lide rouladen :-)
Hav en forrygende dag!
Linda Falk
Nøj, den lyder lækker 😍 kan man evt bruge hindbær i stedet? Og hvor meget tror du, der skal bruges? Mv Linda
Louiogbearnaisen
Hej Linda,
Tak for dit spørgsmål til opskriften.
Ja, du kan sagtens brug hindbær i stedet for, hvis du altså bruger hindbærmarmelade. Mængden er stort set den samme som ved brug af lemoncurd.
Prøv det ad og lad os høre om resultatet i en kommentar på bloggen :-)
Hav en forrygende dag!
Rikke Bang
Kan selve rouladen fryses?
Louiogbearnaisen
Hej Rikke,
Tak for dit spørgsmål til opskriften.
Jeg kan ikke anbefale, at du fryser rouladen - den bliver simpelthen ikke god!
Håber du har mod på at lave den alligevel :-)
Hav en skøn dag og god weekend!
Dorte
Hvor ser det lækkert ud😀
Kan jeg bruge flødeost ala Philadelphia istedet for
Mascapone?? Det er lige hvad jeg har hjemme
louiogbearnaisen
Hej Dorte,
Tak for dit spørgsmål.
Du kan desværre ikke bruge flødeost, da det ikke samme konsistens og smag som Mascarpone. Desuden vil rouladen blive for tung.
Sig endelig til hvis du har flere spørgsmål.
Hav en dejlig dag.
Heidi
Åh nej, det er jo ikke ok. Sendte manden ud for at handle, så jeg kunne lave Lemoncurd, som er i ganske høj kurs herhjemme. Men jeg står der og rører og rører, så tænkte jeg at jeg da liiiige måtte undersøge hvad det vr for en roulade du skrev om, under lemon curd-opskriften.
Normalt er jeg slet ikke til roulade, men kunne jo ikke helt lade være med at kigge alligevel. Du ved, bare sådan for en sikkerheds skyld.
Og nu er jeg så nød til at sende manden ud at handle igen - Godt det er til kage, så tilgiver han mig nok
Louiogbearnaisen
Hej Heidi,
Stakkels mand 😂 godt du så kunne forkæle ham med en masse kage i weekenden!
Hvordan blev rouladen?
Hav en forrygende dag.
Heidi
Den blev super lækker.
Vi har 3 vennepar, som kommer til middag på lørdag, så tror sørme at jeg er nød til at lave to stks på lørdag ;)
Nå ja, hvad manden angår, så tror jeg at jeg var helt tilgivet.
Rouladen faldt i god jord.
Forrygende uge til dig :)
Louiogbearnaisen
Hej Heidi,
Godt at høre at det ikke gave problemer på hjemmefronten og at rouladen smagte - man kan redde alt med kage hvis du spørger mig 😜
Håber rouladen bliver en success på lørdag også.
Hav en fantastisk dag.
Masp
Hjælp min marengs bliver 35x35 istedet og så 3 cm høj virker uoverskueligt at skulle rulle den store en 😉 hva gør jeg forkert ? Har brugt s/m æg .
Hvor kan jeg vedhæfte et billed ?
Trine
Skal den bages ved alm ovn eller varmluft? :)
Loui&bearnaisen
Hej Trine
Det er alm. ovn :)
Lene Kirstine
Hejsa
Ser virkelig lækker ud. Kan man bage bunden et par timer før og samle den inden servering.
Mvh Lene
Loui&bearnaisen
Hej Lene
Ja, den skal alligevel køle af, så det kan du godt :)
Lone
Hej....det står, man skal piske mascapone, fløde og vanilje sammen....og så skal det smøres Lemon curd på rouladen og så mascapone creme og så flødeskum! Hvor meget fløde skal der så bruges til creme/flødeskum?
Mvh Lone
Loui&bearnaisen
Hej Lone
Marscarponen piskes sammen med fløden og så er det, det skum som fordeles på bunden.
Jeg har blot kaldt det flødeskummet i opskriften.
Nicole
Hvor mange personer rækker opskriften til?
Loui&bearnaisen
Hej Nicole
Hæhæ, ja det kommer jo an på hvor lækkersulten man er ;) Men jeg vil mene omkring 8-10 personer, hvis de tager én gang.
Mette g.
Åh, skøn opskrift og de vildeste billeder( som altid :) ). Skal prøves!
Håber hunden har fået det bedre, krydser fingre for jer.
Anne-Marie
Nøj, hvor ser den lækker ud. Sådan en hund, lider man virkelig med, når de er syge. Frygteligt så forpint de kan lyde. Vores havde en tur først på sommeren, men hundepanodil fra dyrlægen gjorde mirakler. God bedring med den bette.
Kh.
Anne-Marie
Loui&bearnaisen
Hej Anne-Marie
Ja, det er helt slemt - hvis bare de kunne sige hvordan de har det, så ville det være noget nemmere!
Tusinde tak, vi smutter en tur til dyrlægen i dag til sidste tjek og håber helbredet er blevet bedre :)
Louise / Fru Kofoeds Køkken
Årh, håber, hundebassen får det bedre! <3 Vi har lige været gennem bekymringsturen med vores ene kat, som har været helt elendig - det er ikke så sjovt med sådan en lille patient i huset. Man kommer jo til at holde af de små kræ... Rouladen ser fantastisk ud!
Kh og god bedring med ham!
Loui&bearnaisen
Hej Louise
Tusinde tak, vi krydser fingre herhjemme og jeg prøver at skrue ned for den indre hønemor!
Og årh, håber jeres kat er blevet rask - det er simpelthen det værste med syge kæledyr eller rettere sagt familiemedlemmer, det bliver de jo <3
Louise / Fru Kofoeds Køkken
Tak! Hun har fået trukket 3 tænder ud og er vist nu endelig på vej til at komme sig over et par hårde måneder! Jeg er også den mest frygtelige hønemor, som helst ville overvåge i døgndrift, når der er syge dyr... ;)
Piskeriset
Åååårh citrondessert! For sævan da hvor ser den god ud! Jeg er fan :)
Charlotte
Kan bunden laves dagen i forvejen?
Louiogbearnaisen
Hej Charlotte,
Ja, det kan du godt - men den er altså bedst, hvis den bliver lavet samme dag 🙂
Hav en fortsat dejlig dag!