En hurtig snack til weekenden. Vi taler 5 minutters arbejde og så er der lune bites klar. Som appetizer til middagsselskabet, snacks til drinks med vennerne eller mundgodt til en Frank Underwood-weekend bag nedrullede persienner.
Jeg har clearet kalender til sidstnævnte! Vi taler et seriøst "House of Cards"-marathon. Fra start til slut. Tændstikker i øjnene og kaffe i en lind strøm.
Nøj, jeg glæder mig til klokken slår 8 og vi krudter op. I god joggingbuks, rødvin i glasset og en butterdejssnack i mundvigen.
Jeg er så klar!
Og det går ret meget ud over det her indlæg om snacks. Jeg burde skrive stolpe op og ned om dem, fortælle at de er pivgode, smarte og du ved, hvad der nu hører sig til et godt blogindlæg.
Det kommer ikke til at ske.
Butterdejssnacksene er egentlig også ret simple og du kender dem sikkert allerede. Ingen opfindelse af den nye trendy ret i dag. Simpelt, men godt.
Nogle gange skal man bare huskes på de nemme retter. De går ofte i glemmebogen herhjemme og jeg ender op med den klassiske skål saltede nødder eller kiks som appetizer.
De her er sjovere. Og kan varieres i det uendelige.
Du får 7 hurtige tips til alternativt fyld og så er jeg den, som har forladet skuden. Der skal handles ind til en genial weekend i serie-hi ;)
Tips til fyld i butterdej
- Flødeost + graved laks
- Feta + spinat
- Gedeost + figner + nødder
- Bacon + ost
- Pikantost + skinke
- Banan + nutella
- Æble + kanelsukker
Ingredienser
Snacks
- 1 stor rulle butterdej, plade
- 1 dl grøn pesto
- 6 skiver serranoskinke
- 1 dl revet valgfri ost, eller 2 kugler frisk mozzarella
- 1 sammenpisket æg
Pesto
- 4 dl håndfulde frisk basilikum
- 1 dl valnødder
- ½ dl parmesanost
- ½ fed hvidløg
- Citronsaft
- Peber
- 1-2 dl olivenolie, afhængig af hvor grov pestoen skal være
Sådan gør du
- Del butterdejen på langs, så du får 2 rektangler af samme størrelse.
- Skær de 2 rektangler ud i trekanter.
- Smør ca. 1 tsk pesto på hver trekant.
- Del serranoskinkeskiverne og kom en halv skive på hver trekant.
- Top med ost.
- Rul trekanterne sammen, start med den brede ende.
- Læg butterdejsrullerne på en bageplade med bagepapir.
- Pensl dem med sammenpisket æg.
- Bag snacksene ved 180 grader i ca. 15 minutter til de er gyldne.
- Tag dem ud af afkøl lidt.
- Server straks.
Pesto
- Kom alle ingredienserne undtagen olivenolie i en blender eller en skål.
- Blend ingredienserne med blenderen eller en stavblender, mens olivenolie tilsættes lidt efter lidt.
- Når du har den ønskede konsistens, smages pestoen til.
Camilla
Hejsa - vi de kunne laves og fryses?
Louiogbearnaisen
Hej Camilla,
Det vil jeg ikke anbefale, da de er bedst, når de er friskbagte - så er butterdejen nemlig super sprød.
Men du kan sagtens fylde og rulle dem på forhånd, sætte dem i køleskabet og bage dem lige, inden de skal serveres :)
Jeg tænker, at du måske også godt kan fylde og rulle dem på forhånd og så tage dem op af fryseren og bage dem inden servering. Det er dog ikke noget, jeg har eksperimenteret med, så jeg ved ikke, hvordan resultatet bliver.
Men prøv det ad og lad os høre, hvordan det går 😊
Astrid
Hej Louise!
Jeg skal så meget forsøge med dem her i dag, de ser SÅ lækre ud! Meeeeen, jeg er lidt i tvivl om hvor meget basilikum der skal bruges? Er det 4 dl eller 4 håndfulde? :-)
Loui&bearnaisen
Hej Astrid
Det er 4 håndfulde - ca. 4 dl :)
Nanna
Skal de være friskbagte inden servering? Vil servere dem til min datters barnedåb og er i tvivl om hvor tidligt jeg kan lave dem:)
Loui&bearnaisen
Hej Nanna
Ja, de er bedst, hvis de er friskbagte - så er butterdejen sprød.
Men du kan sagtens fylde og rulle dem på forhånd, sætte dem i køleskabet og lige bage dem inden de skal serveres :)
Mange hilsner
Louise
Kristine
Hvor du lokker med lækkerier altså.
Håber du har det godt. Vi må snart ses :)