2 dage tilbage. "Lev mens du gør... " Nej, nej, det er der slet ikke tid til, for jeg skriver opgave på livet løs, samtidig med jeg afslutter min praktik. Påtænker et lille opsamlingsindlæg vedrørende min praktikperiode - så er den ligesom også sluttet af her på bloggen. Og nåhr ja, så kan jeg jo også slå to fluer med et smæk, da forløbet skal omdannes til et oplæg og præsenteres for studerende på uddannelsen. Effektivitet længe leve...
Popcorn-festen forsætter på bloggen. Jeg har en "lille" svaghed med at gå all-in på bestemte ting, når min opmærksomhed falder på dem. Om det så er en tv-serie, et projekt eller bare en råvare i køkkenet. Gennem min tid på bloggen er det blevet ret synligt, da jeg ofte laver indlæg med samme råvare i forlængelse af hinanden. Det der med variation er stærkt overvurderet, hvis du spørger mig (; Sidste uge var det græskar, denne uge er det popcorn. Hele tiden er det mad-tærter og brownies (;
Men nu til popcorn! Den her udgave blev en frit-fra-leveren-udgave, indeholdende min absolut favorit smag; kaffe. Ja, det lyder rimelig gustent. Kaffe og popcorn. Men tilsæt en omgang karamel og det hele er bare fjong. Bitter kaffe, sød karamel, salte popcorn. Jep, den er go´. Lys karamel? Ja, bare en karamel, som ikke bliver brun - altså en sammensmeltning af smør, flormelis og honning. Er man ret glad for karamel, så go for the real deal. Næste gang skal jeg helt sikkert afprøve den mørke chokolade sammen med kaffen. Haps, det er allerede en favorit i mine tanker (;
Nu vil jeg holde fri. Helt fri. Smække benene op, klø svesken bag øret og se yndlingsprogrammer i fjernsynet. Imorgen står den på blogger-dag i Karolines Køkken, som kræver større forberedelse. Og jeg skulle jo også gerne nå et bogstav eller 2 på min opgave, så jeg kan have smule fri i weekenden, hvilke skal bruges på menneskemængder/kø/penge-spendering. Forhåbentlig.
Ingredienser
- 1 pose poppede mikroovn-popcorn, saltede
- 25 g smør
- 50 g flormelis
- 3 spsk honning
- 4 spsk espressopulver
Sådan gør du
- Smelt smør, flormelis og honning i en lille gryde.
- Tag gryden af varmen, når massen er jævn og det bobler.
- Spred popcornene ud på et stykke bagepapir.
- Hæld karamellen ud over popcornene og drys med espressopulver.
- Lad det tørre og server.
Skriv en kommentar