Ting skal fejres. Selvfølgelig med mad, hvordan ellers? Og da jeg for nogle uger siden kunne se flere måneders arbejde blive lanceret, nemlig i mit online fotokursus, så var en fabelagtig fejring på sin plads.
Bum bum.. Hvordan fejrer man bedst det?
...
Champagne.
Kage.
I én.
Arhmen, de sælger næsten sig selv! Var jeg ikke en trofast tilhænger af kransekage til nytår, så havde de her champagne-cupcakes været helt perfekte som nytårskage. En smule tøset - jojo, det er vi enige om, men altså granatæblet i frostingen kan jo udelades. Og erstattes med en håndfuld guld glimmer. Og stjerner. Og paraplyer. Og flammekastere.
Så er det også nemmere at skjule arbejdet med sprøjteposen, hvis du har samme talenter som mig. Eller faktisk manglen på samme..
[yellowbox]BONUS: Den ultimative kageguide, så du får en perfekt kage - hver gang Klik her og hent den gratis kageguide [/yellowbox]
Det var egentlig meningen, at det skulle være en hemmelighed. At du bare skulle tænke; "ihh, hende Louise er overmenneskelig og kan alt..", når du så de her cupcakes.
Well..
Frosting. Sprøjtepose. Tyller.
Der er en smule bidskhed os imellem for, at sige det mildt. Havde jeg ikke haft en mistanke om, at du helst ville se kagerne pæne og lækre (!), ja, så have jeg sat en klat frosting på toppen med en ske. Smækker lækkert. Knap så fotogent.
Næ. I stedet kastede jeg mig ud i den ædle kunst; at skrabe frosting af cupcakes, komme det tilbage i sprøjteposen og krydse fingre for syvende forsøg. Med knap så pæne ord inkluderet. Dem skåner jeg dig for.
Smør og sukker fedter når det bliver varmt!
6 styks lykkedes. Sådan da. I fik den pæne side her på billederne ;)
Og så taler vi ikke mere om det..
Mægtig gode er de derimod - med en mild smag af bobler og fest.
Så står den på glimmerkjole i nærmeste fremtid, så er de her champagne-cupcakes den perfekte følgesvend. Også når vi snart når til januar. Jep, jeg planlægger næste år i de her dage. Årsafslutning og påbegyndelse af ny kalender inden vi endda er nået over julen. Og nye kurser er allerede plottet ind. Ork, det nye år råber allerede på adskillige champagne cupcakes ;)
Ingredienser
- 3,5 dl champagne / boblevand
- 230 g mel
- ¼ tsk natron
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljesukker
- 230 g sukker
- 130 g smør, blødt
- 3 æggehvider
- 1,5 dl cremefraiche 18%
Frosting
- 250 g smør, blødt
- 250 g flormelis
- 2-3 spsk koncentreret granatæblesaft
Sådan gør du
- Kom champagnen i en lille gryde og kog det op.
- Skru ned til jævn varme og lad det simre i ca. 10 minutter - champagne skal reduceres til ca. 1,5 dl.
- Tag champagne af varmen og afkøl den helt.
- Bland mel, natron, bagepulver og vaniljesukker sammen i en skål.
- Bland smør og sukker sammen i en anden skål.
- Pisk det sammen til det er hvidt og luftigt.
- Tilsæt æggehvider og cremefraiche pisk det i smør/sukker-blandingen.
- Kom melblandingen i og vend det hele sammen.
- Rør til sidst den reducerede champagne i dejen.
- Kom muffinsforme i en muffinsplade og fordel dejen heri. Formene skal fyldes ¾ op.
- Bag muffins ved 180 grader i ca. 15-18 minutter.
- Tag dem ud og lad dem afkøle helt på en bagerist.
Frosting
- Pisk smør og flormelis sammen ved medium hastighed i ca. 4 minutter.
- Tilsæt granatæblesaft og pisk frostingen ved høj hastighed i ca. 2-3 minutter - indtil den er luftig.
- Kom frostingen på en sprøjtepose med tyl og sprøjt toppe på de afkølede cupcakes (de skal være helt kolde!).
- Server.
Skriv en kommentar